Studerende vs. fuldtids freelancer

Som jeg vidst har nævnt et par gange eller tre, er K jo tonemester, hvilket betyder at han arbejder freelance. Derudover har han to forskellige kontorer, et i Indre By og et på Frederiksberg, hvor han det ene sted har en ansat under sig til at tage de opgaver han ikke kan nå at lave.

Når han sidder på kontoret, er det fordi han fx sidder og laver sound design til en reklame eller sidder med efterarbejdet til en kortfilm. Hans job er meget alsidigt og består af rigtig mange forskellige opgaver i løbet af en dag, uge og måned.

Af den grund har han også meget vekslende arbejdstider. Han styrer dem jo et eller andet sted selv, men hvis han skal færdiggøre et projekt der har en speciel deadline, kan han selvsagt ikke bare vælge at gå tidligt hjem en eftermiddag. Men han er meget fleksibel, og en af de gode ting ved det er, at man så kan tage halve fridage sammen midt på ugen, hvis man pludselig har lyst til det.

Han har ingen anden uddannelse end gymnasiet, han er autodidakt og mega dygtig til sit fag. Han har fået stablet nogle fede ting på benene, og til sommer udkommer hans første spillefilm, hvor han både har været med på set som tonemester, men som han også har lavet alt efterarbejdet på. Mega sejt! 🙂 Hvis nogen har lyst til at se til noget at hans arbejde, kan man klikke lige her!

Så ja, han har rigtig godt gang i sin karriere, i modsætning til mig, der jo kun nærmest lige er gået i gang med min uddannelse. Hvis jeg vælger at tage en kandidat lige efter jeg er blevet bachelor, er jeg stadig først færdig i 2019. Så på den måde er vi meget langt fra hinanden!

Jeg har min SU og en smule mere som jeg tjener på at arbejde lidt, men det er også det. K  ville i princippet kunne forsørge både mig og fremtidige børn, blot på hans løn. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, for jeg kommer jo ud med en god uddannelse og får mig et job hvis alt går efter planen 🙂 så bliver vi mere lige om det.

Men som tingene er nu, er det ofte ham der tager det ‘tunge læs’, eksempelvis hvis vi handler ind og jeg ikke har så mange penge, så betaler han 2/3-dele og jeg betaler 1/3-del. I starten var det rigtig svært for mig at forlige mig med det. Jeg følte lidt jeg stod i gæld til ham, hver gang vi havde været ude og spise og han gav, og derfor har vi snakket rigtig meget om det.

Men når man prioritere forskelligt, og han selvsagt er lidt mere afslappet omkring indkøb og penge generelt, så er det jo sådan det er. Men det skal jo være rart for os begge to, og jeg vil ikke føle at han skal forsørge mig i hverdagen. Så det gør han på ingen måde  (selvom han sagtens kunne, vel og mærke), og jeg spæder altid til på en eller anden måde. Og som han siger, så tjener han jo nogle penge som han har lyst til at bruge så vi sammen kan gøre de ting vi har lyst til. Gå i biffen, ud og spise osv. op til flere gange om ugen. Hvis vi begge to var på SU, ville budgettet jo selvfølgelig ikke række til det, men det betyder ikke, at vi så ikke skal det, bare fordi jeg ikke altid har det samme at gøre godt med.

Jeg håber det giver mening. Jeg betaler selvfølgelig (og åbenlyst nok tænker jeg!) altid selv for mine egne ting – shopping, ud og spise med veninder og så videre, men på de større poster herhjemme, og hvis vi går ud og spiser et dyrere sted sammen K og jeg, er det ikke altid vi spæder lige meget til. Men det hører sig nok til, når man er sammen – nu har vi også en hund sammen, så tingene er bare ret seriøse 😉 Det er om ikke andet sådan det fungere for os, og jeg føler mig meget priviligeret 🙂