Siden lørdag morgen har jeg gået og skrantet lidt sådan on/off. Da jeg vågnede lørdag var min hals ikke på toppen, men efter lidt mad og udsigten til en dejlig weekend ville jeg bestemt ikke lade mig gå på af det. Jeg tog jo som bekendt også ud lørdag og kom sent hjem, hvilket helt sikkert, set i bakspejlet, ikke var det smarteste træk. Men søndag og mandag var egentlig fine, så jeg håbede lidt det var gået i sig selv igen. Igår aftes synes jeg dog at min hals igen gjorde lige lovlig ondt. I nat kl 02 vågnede jeg op og kunne på ingen måde synke. Alt i min krop gjorde ondt, min næse var stoppet til og det føltes som om min hals havde små knive i sig.
Så da vækkeuret langt om længe (man sover så dårligt når man er syg) ringede kl 07 i morges og K skulle op og ud af døren, tog jeg B og en dyne på nakken og hoppede de 5 meter der er fra sengen ind til sofaen og lagde mig der. Her ligger jeg endnu, og sikke en god ide det har været 🙂 jeg har ingen stemme, til gengæld er der snotpapir alle vegne.
Jeg er altid i tvivl om, hvornår man sådan rigtig er syg nok til at blive hjemme, kender i ikke det? Men i dag var det godt nok det værd, jeg er ret sølle. Jeg skulle have haft timer fra 10-17 på uni, blandt andet mit valgfag som jeg havde glædet mig lidt til, så det er sgu en kedelig dag at ligge sig syg. That’s life.
Ellers ikke så meget herfra. Igår fik vi en rigtig forfærdelig ‘nyhed’ om et meget nært familiemedlem der er blevet syg, så de næste par dage skal gå med at kramme lidt ekstra, krydse fingre og håbe på det bedste.
K afprøver nytårsmenu derhjemme disse dage med diverse ‘hjælpekokke’ i vores køkken: der bliver leveret kød og hentet service, så jeg har pakket mig sammen og sidder i mine forældres hus og skriver opgave. Jeg nåede dog lige at smage en af retterne der stadig er under udvikling (sidste billede) og hold da op hvor jeg glæder mig til nytår. Specielt pga af maden! Jeg glæder mig også til at det er overstået, og til burger og pizza og pomesfritter og sofa og film og kys dagen efter. Ofte er det ligeså meget hyggetømmermændene der trækker, og ikke kun festen og alkoholen.
Jeg er nået til den kedelige del i min opgave: ret til og hiv den op på et 12-tal. Pt har jeg skrevet det antal sider jeg må, nu skal jeg bare gøre den til en rigtig god og velformuleret opgave – det kan godt tage lidt tid kan jeg afsløre 😀 jeg forventer på ingen måde nogen bragende karakter for den her opgave – bare den består og kommer ud af verden, så er jeg glad.
Om natten sover jeg med lånehunden og kan ikke vente til det bliver lørdag! De sidste par dage inden vi skal hente ham, føles længere end alle de måneder vi har ventet tilsammen. Minutterne snegler sig afsted!
Om dagen prøver jeg at finde hoved og hale i alt mit skrevne, og gruer for den dag jeg skal skrive min bachelor opgave. Shit mand. Jeg føler at den her skriftlige eksamen har været svær og tidskrævende – har skrevet den ene checkliste efter den anden – hvordan skal det så ikke gå, når opgaven en dag skal være tre gange så lang. Pyhhhhh. Som i kan høre, har jeg det med at bekymre mig på forskud. En disciplin jeg desværre mestrer rigtig godt, så godt at K ofte må sige til mig, at jeg lige skal slappe af. “Jamen hvad nu hvis” STOP. Det hele skal nok gå. Jeg vil runde af med et citat fra Mandela himself: “It always seems impossible until its done” det er vigtigt lige at huske.
Jeg synes ofte at jeg skriver om alle de gode sider ved at være studerende. Jeg prøver – måske også for min egen skyld – at holde fast i det positive, og se muligheder i stedet for begrænsninger.
Og med fare for, at det kommer til at lyde som en dårlig jobansøgning, så er det under alle omstændigheder min tilgang til studielivet.
Men.
Her i juledagene, hvor mange er gået på juleferie i fredags, og der bare er en helt speciel julestemning i byen, så er det lidt hårdt overhoved ikke at være med til det.
Jeg tror faktisk jeg var mere i julestemning fra d. 25 november til d. 10 december, end jeg er nu – lige nu, hvor man virkelig burde peake på julestemning. Det er altså d. 21 december!
Men når man konstant har denne her opgave hængene over hovedet, så er det bare ikke særlig hyggeligt, at opleve andre kunne slappe af og spise klejner. Jeg tror egentlig det bunder i, at jeg i lørdags oplevede lidt af en skriveblokade. Indtil da, faktisk hele ugen op til, var det gået så fint, og om aftenerne havde jeg nærmest lyst til at give mig selv en high five fordi jeg havde produceret så meget. Omfanget på opgaven er på 15-18 sider og jeg er pt på 11, hvilket, i mit hoved, er virkelig godt.
Men så blev det lørdag. Og K havde en masse sjove planer, og jeg sad bare og stirrede ind i dokumenterne – flyttede lidt rundt på nogle afsnit, rettede en enkelt stavefejl, og det var så det. I går, søndag havde jeg, ifølge min meget strukturerede plan, en dejlig fortjent fridag, – som så pludselig ikke var så fortjent alligevel. Og i dag mandag, er jeg nervøs for, om jeg nogensinde kommer videre.
K siger det er helt normalt, nogle dage går det godt, andre dage dårligt. Hader bare de dårlige dage!!! Men i stedet for at sidde her og brokke mig, kunne jeg jo fx bare gå i gang.
Så blev det den 15. december, og jeg ved jeg gentager mig selv lidt her, men dagene flyver simpelthen afsted! I torsdags gik jeg på læseferie, men da jeg jo har brugt min weekend udenlandsk, har jeg ikke fået gjort så meget. Dog har det alligevel lettet på mange måder, og specielt at jeg så fra i dag af kan fokusere 100 % på min eksamensopgave!
Vi havde den dejligste weekend i det Litaunske, og det var rigtig rart at se min fars side af familien, som jeg ikke ser så tit. Min kusine og to fætre har alle små børn, og når man godt kan være lidt småskruk engang i mellem, så findes der ikke noget bedre end at kunne få lov at låne sådan en lille 5-måneders baby. Det nød K og jeg vidst godt af! 🙂
I går skulle vi så med flyet hjem enormt tidligt om morgenen, så da vækkeuret ringede kl. 03.10 om natten, var det ikke det med det største smil på læberne at vi fik pakket vores ting sammen og fandt ud til lufthavnen 😀 Det resulterede også i, at jeg sad og halvsov ved 10-tiden da vi endelig var hjemme igen og jeg skulle skrive eksamensopgave. Så jeg tog mig en lille morfar fra 10.30-12.30 – virkelig tiltrængt!
Apropos eksamensopgave, så er jeg ikke lige så frustreret over den som jeg har været det sidste stykke tid. Det bunder nok i, at jeg endelig er kommet sådan rigtig ordentligt i gang med den, og stille og roligt kan se hvor jeg skal hen af. Skøn følelse! Jeg har fået skrevet en del, og jeg synes min hjerne arbejder på den, også når computeren er lukket ned – hvilket jeg har hørt skulle være et meget godt tegn 🙂
Og så apropos at min computer er lukket ned, så opfører alle mine elektroniske ting sig underligt for tiden. Min telefon gør virkelig skøre ting. Den ændrer i instillingerne uden jeg har gjort noget, lukker apps ned midt i det hele, vil ikke hente den nyeste opdatering og bliver ved med at logge mig af Instagram og Snapchat, så jeg hver gang jeg åbner app’sne skal logge på, på ny. Og så min computer? Den kan godt finde på pludselig at lukke alt ned og sige “der skete en fejl, vi sender en rapport”- bla bla bla. First world problems, som man bliver sindssyg af. Eller også er det en nisse der driller?
Lige meget hvad det er, skal jeg, lige så snart jeg er færdig med at skrive her, lave en backup af mine uni-noter. Hellere være på den sikre side! 🙂
Nå, back to work. Ha’ en dejlig tirsdag allesammen.
Jeg har længe tænkt på at ville skrive det her indlæg, men ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle formulere mig. Det er jo et lidt ømt punkt på mange måder, men nu prøver jeg 🙂
Det handler nemlig om, at jeg sommetider godt kan føle, at jeg er et andet sted i livet end mange af mine jævnaldrende. Sommetider føler jeg, at jeg er sprunget et trin eller to højere op på den traditionelle livs-rangstige, og at mine omgivelser måske ikke er lige så langt. Og med jævnaldrene og omgivelser hentyder jeg ikke nødvendigvis til mine veninder, men også om folk jeg generelt møder, eller snakker med, om emnet.
K og jeg flyttede sammen efter vi havde været kærester i ét år. Nu har vi været sammen i to år, boet sammen ét år og er stadig fuldt overbeviste om, at vi skal dele resten af vores liv med hinanden. Han er 26 og jeg er 22.
Men i mange af mine jævnaldrendes øjne, er det helt vandvittigt. Hvordan kan man, specielt set fra min side af, være så afklaret omkring det? “Du er kun 22!”
Og det kan bare godt irritere mig lidt. Som om det ikke er okay, at jeg – helt oprigtigt, og helt nede i maven – ved, at det jeg gør er rigtigt. Jeg elsker tanken om, at være “bundet” til noget, til nogen. For mig er det den bedste følelse i verden og noget der gør mig tryg og rolig.
Jeg er fuldstændig klar over, at det er det mest individuelle nogensinde, og noget der kan være svært at diskutere. Men ofte bliver det ‘hurtigere’ acceptabelt, hvis man siger at man lige vil have klaret alle de ting der handler om EN SELV, før man begynder at få en familie/flytte sammen med nogen osv. osv. Og det giver fuldt ud mening for mig. Jeg har det bare på en helt anden måde.
Og når jeg nærmest hører folk gispe og sukke når jeg fortæller dem at jeg måske gerne vil have børn inden for de næste 2-4 år (som jo til den tid ikke er vildt tidligt længere) så kan jeg godt blive sådan lidt “come on!”
Hvorfor er det ikke okay, at jeg ‘allerede’ som 22-årig er afklaret omkring at jeg HAR haft min tid som single. Jeg har været en masse i byen, jeg har levet mit liv præcis som jeg har villet det. Jeg har rejst, jeg har gjort dumme ting. Der er intet i den forbindelse, der burde have været anderledes.
I manges øjne er det tidligt at flytte sammen med sin kæreste, når man ‘kun’ er 22. Og det kan godt frustrere mig, at jeg pga nogle bestemte samfundsnormer og forventinger til, hvordan mit liv skal bygges op, føler at det jeg gør så er mindre rigtigt?
De veninder jeg har, er meget forskellige. Jeg tror de repræsentere alt det gode – der er både nogle der minder meget om mig og hvordan mit liv ser ud, men også nogle der er et helt andet sted. Og jeg elsker det! Jeg synes man skal være sammen om, at gøre vidt forskellige ting. Støtte hinanden i de beslutninger man hver især tager, også selvom det i den andens øjne kan virke helt skørt og ligge langt fra en beslutning man måske selv ville have taget. Vi har nogle rigtig gode diskussioner i min venindegruppe, som altid sætter gang i en masse tanker efterfølgende – hvilket nok bunder i, at vi er en gruppe med mange forskellige meninger og synspunkter. Og vi ender altid med at slutte diskussionen ved at sige “?men alle er jo forskellige, så det er nok en smagssag” – eller andet i den dur, haha.
Jeg tror min pointe er, at ligeså vel som det kan være ‘svært’ at være singlen i gruppen, på den evige jagt efter kærligheden, ligeså vel kan det være svært, at være den der ‘er klar’ til nogle ting i livet, som de jævnaldrende på ingen måde kan relatere til. Eller som måske ligefrem bliver set ned på. Det kan godt gå mig på, da det udmønter i at jeg føler jeg skal ligge låg på hvordan jeg egentlig har det.
Det blev langt, og måske også sat lidt på spidsen. Men det er nu engang sådan jeg har det med det hele. Er det noget der giver mening for nogle af jer? Nogen der kan relatere til det jeg skriver, eller er det fuldstændig vulapyk? 🙂
Jeg har været på studiet i formiddags hvor den stod på både undervisning og opgave-frustation. Efterfølgende cyklede jeg hjem til mine forældre hvor jeg så sidder nu, med en stor kop kaffe og under et varmt tæppe.
Jeg bruger – som jeg også har nævnt før – meget tid på at gå og være frustreret over min eksamensopgave. Det er en fri skriftlig opgave, hvilket indebærer at jeg fuldstændig selv bestemmer hvordan jeg vil gribe det an. De eneste krav er, at man skal have et værk (novelle, roman eller lign) en litterær metode og så kunne perspektivere til den litteraturhistoriske periode.
Og umiddelbart synes jeg faktisk det lyder ret fint! Det er en opgave som på papiret, er meget mig. Men så snart jeg sidder med det, er det virkelig svært. Så kunne jeg godt drømme om en eksamen der var bunden, hvor jeg bare fik et spørgsmål der skulle besvares. Men når jeg når til dén (d. 4.januar) synes jeg sikkert heller ikke at det er særlig sjovt.
Jeg ved jo godt at det hele nok skal løse sig, specielt når jeg først får kradset nogle ting ned på papiret. Jeg befinder mig bare på det irriterende stadie, hvor jeg har en million tanker i hovedet, men ikke kan få det konkretiseret.
Nå. Nok om eksamen for nu 🙂
Ellers står min weekend dejlige ting! Blandt andet en fødselsdag – og så er det jo 1.søndag i advent på søndag! Det bliver altså hyggeligt. K er desværre ikke helt på toppen disse dage, tror han er godt på vej imod en influenza (bare det ikke ender lige som sidste gang?) så han skal bare plejes og passes på de næste dage. Andre end mig der er i besidelse af en mand der bliver fuldstændig dødsyg så snart det bare prikker lidt i halsen? Haha. Det er nu også meget sødt 🙂
Det er fredag, jeg har weekend (fik det i går kl. 12.00!) og jeg har glædet mig helt vildt til at bruge de næste par dage på at spise god mad, være lidt fuld, sove længe, ligge i ske og kigge min mand i øjenene.
Realiteten er bare noget andet.
Kan i huske det indlæg jeg skrev i onsdags? Helt ovenpå og kæphøj og som sluttede af med noget ala “…jeg har købt bland selv slik, tomatsuppe (knorrs udsøgte) vitamin og næsespray med hjem og hygget lidt ekstra om patienten. Det har nu også været hyggeligt for mig selv, det må jeg ærligt at indrømme”
Og jo, det var da også hyggeligt. Lige indtil det blev aften, og halsen begyndte at brænde lidt mærkeligt. Og hovedet føltes lidt ekstra tungt. Men jeg holdt fast i min teori om, at hvis man virkelig tror på at man ikke vil være syg, så bliver man det heller ikke.
Men så blev det morgen. Og hovedet var bare pludselig dobbelt så stort og næsen løb fra mig. Så jo okay, ja, jeg indrømmer det. Jeg hoppede lige i syge-fælden og har nu mega hovedpine, ondt i halsen og snot alle vegne. Klassisk.
Så lige pt bliver min anden kop camilethe (som jeg hader!) indtaget i sofaen i mine forældres hus, omgivet af snotpapir og næsespray og masser af lektier der skal læses til den kommende uge. Men helt ærligt, hvad sker der også for, at jeg har været fit for fight HELE sommerferien – som i, at jeg ikke har haft det mindste! Så starter jeg i skole, og allerede 4 dage inde i semestret kommer forkølelsen. Men sådan er livet nok bare! 🙂
Så i aften står den desværre nok mere på netflix og noget varmt til halsen, og ikke så meget på romantik og dybe kærlighedserklæringer som jeg havde håbet. That’s life.
Mit hår er uglet, jeg har de grimmeste natbukser på i verden og min trøje stumper lidt på maven.
Det regner udenfor, toilettet burde virkelig blive vasket, der er nullermænd i hjørnerne og vasketøjet er mere end klar til at blive taget ned fra stativet. Ingen har dog meldt sig til at gøre det, heller ikke mig.
Derudover, for lige at sætte prikken over i’et, skal jeg til eksamen om en måneds tid, men er stadig ikke rigtig begyndt at tage det seriøst.
Weekenden har været lidt hård på det personlige plan, og jeg er SLET IKKE med på at det er tirsdag. Jeg er også blevet forkølet.
ÅHHHH!!!!!!!!! kender i de dage? Det gør alle vel.
Jeg er bare ikke rigtig fan af det?. Hvis så solen i det mindste havde skinnet lidt.
Har kun lyst til at ligge under dynen, se Girls og have ondt af mig selv.
