Alene med B

Imorges drog K mod lufthavnen, og efterlod dermed lille B og jeg herhjemme alene. I otte hele dage! Jeg synes det er enormt lang tid, men jeg er også virkelig dårlig til at håndtere savn. Jeg hader det, og er vist lidt af en tryghedsnarkoman. Altså jeg mener – jeg savnede B inden jeg havde mødt ham endnu? Skørt.

At K er væk, betyder også at jeg har det fulde ansvar for den lille pelsklump. Det er stort og grænseoverskridende, og jeg skal tit lige sige til mig selv, at jeg godt kan klare det! For det kan jeg godt! Men det betyder også at jeg er bundet til lejligheden, da han ikke kan være alene længere end 10 min. af gangen endnu. Vi er i fuld gang med alene-hjemme-træningen, men det skal tages i babysteps, så han ikke bliver angst omkring det. Indtil videre går det godt, men på 10-15 minutter er det altså liiiidt svært at nå noget som helst.

Så i aften har jeg allieret mig med min søster der tager noget mad med herhjem og hygger med os, og så kommer min veninde også. Der er mange der vil på barselsbesøg og se hunni, hvilket jeg har fuldt forståelse for, men sådan en lille 9-uger gammel basse har også brug for enormt meget søvn og ro i løbet af dagen, så jeg har forsøgt at dele aftalerne ud, så der kun kommer 1-2 nye mennesker per dag (dette er ligeså vil for min egenskyld, jf. det med at være tryghedsnarkoman og elske at være omringet af mennesker konstant? hehe)

Min skriftlige 10-dages eksamen skrider langsomt fremad, og jeg har nogle gode møder med min studiegruppe i disse dage. Vi har været her hos mig, og B har opført sig eksemplarisk og charmet sig ind hos alle pigerne. De er godt nok guldværd, hold da op hvor er det vigtigt at have en god læsegruppe i de travle  eksamensperioder!

Nu står den på frokost til mig, mens lille B ligger og drømmer, og derefter må jeg hellere komme tilbage til opgaven, inden han igen er fuld af energi og spilopper.

God onsdag derude 🙂