Sofasøndag

Noget om børn

Da jeg var lille, var mit svar i en lang periode, når nogle spurgte om jeg skulle have børn når jeg blev stor, “ja, men jeg vil gerne adoptere så jeg ikke behøver at føde dem”. Måske et lidt typisk børnesvar, da man jo ikke ved hvad det indebærer at føde – andet end at det gør hamrende ondt og er ubehageligt.

Det svar har ændret sig meget siden da. Efter jeg er blevet mere voksen i det (føler mig stadig ikke voksen, og har det underligt ved at sige sætningen “efter jeg er blevet voksen”, så det bliver til ‘mere voksen- i det :D) er jeg blevet utrolig bevidst omkring at jeg gerne vil være ung mor! Jeg vil gerne kunne løbe og lege med mine børn, være kreativ, energifyldt og have overskud til mine børn. Det kan man helt sikkert også være som 30-40 årig, men jeg vil også gerne se dem vokse op, få børnebørn og måske endda nå at få oldebørn. At vide, at jeg vil være ung og frisk for- og sammen med mine børn når de er små er en rigtig vigtig tanke for mig. Præcis som mine egne forældre var for mig, da jeg var barn.

Og nu er jeg jo toogtyve, og alle de der tanker omkring at blive voksen – hvad det indebærer, og hvordan ens relationer til sine forældre pludselig ændre sig, fylder meget. Nu er man voksne sammen. Det er fandme underligt. Og jeg tror også stadig at jeg bliver lidt mere “ej det kan jeg ikke finde ud af” når jeg er sammen med mine forældre, end når jeg er alene eksempelvis. Men det er nok meget normalt? 😀 jeg bliver bare mors- eller fars lille pige og det ændre sig (forhåbentlig) aldrig.

Jeg har jo fundet mig en mand der er nogle år ældre end mig – ikke meget, små fem år, men det er også nok til, at han er fuldstændig ovre alle de der ungdomsting der skal prøves. Han er selv overbevist om at han gerne vil være ung far; på det punkt minder vi heldigvis meget om hinanden.

Og det er ikke skræmmende for nogen af os, at snakke om, at vi i fremtiden skal have børn sammen. Snakke om navne, om forventninger og glæde os sammen over, at det en dag vil ske. Det lyder helt sikkert syret i nogens ører, men for mig (og for ham, for den sags skyld) er det verdens mest naturlig ting at snakke om. Og også samtidig verdens største tryghed og lykke at vide, at det kommer til at ske. Ikke lige nu, heller ikke imorgen, eller om et år. Men måske om tre år? eller fem?

Jeg tror jeg bliver en god mor! 😀 jeg kan mærke det. Jeg tror det bliver hårdt og til tider også uudholdeligt, men jeg føler mig SÅ godt rustet hjemmefra; med de mest kærlige, trygge og omsorgsfulde forældre man overhoved kunne ønske sig, kan det da ikke gå helt galt. Jeg har også en naturlig interesse i børn og det ligger bare dybt i mig, og virker som den mest naturlige ting.

Det er en fantastisk at vide, at en af de største bedrifter i livet slet ikke er sket endnu. At gå og have det til gode! Hvis jeg er lykkelig nu, hvordan mon så ikke det bliver en dag at få ‘min egen’ lille familie?

Som i nok kan høre, er jeg total game på ‘far, mor og børn’ og alt der følger med af familielivet – men indtil videre er jeg også game på at sove til kl. 12, at gå i byen med mine veninder, at drikke shots og danse, at kunne shoppe dagen lang, at kunne være spontan og gøre præcis som det passer mig. Jeg er trods alt kun toogtyve. Så det vil jeg nyde lidt endnu. Og samtidig glæde mig til alle de store ting, der en dag kommer til at ske.

🙂 🙂 🙂

2

  • vesterbrolivet

    Hej Camilla. SKØNT at høre, at vi ikke er de eneste der går med de tanker – også selvom det måske er et stykke ude i fremtiden. Mange er så bange for at snakke om det, så det bliver helt tystys agtigt. Det forstår jeg slet ikke 🙂
    Mange tak for din kommentar! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så fint lille indlæg, og jeg har det helt på samme måde 😀 er kun 21 og har bestemt ikke planer om at skulle have børn nu og her, men min kæreste og jeg har snakket om det samme, og at vi glæder os, men at vi lige nu også nyder bare at være unge og kun os to 😀 forresten, rigtig fin blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Sofasøndag