Fra to til tre

Nå, og hvordan er det så at have fået den der hund der? (NOTE: spring det her indlæg over, hvis du ikke er interesseret i en masse hunde-pladder!)

For det første er det virkelig underholdende med en lille hvalp i huset. Der er konstant fart over feltet! B finder hele tiden nye ting at undersøge, snuse til eller bide i. Man skal være over ham konstant! Det nyeste for ham, er at kravle ind under vores køkkenelementer, for derefter at komme ud med mærkelige små dimser i munden – sten, papir, skruer og hvad han ellers kan få fingrene i. Så det bruger vi en del kræfter på at lære ham at man ikke må. Ledninger og trapper var det vi var mest bekymrerede omkring inden vi fik ham hjem, men det er nok de to ting han er allermest ligeglad med.

Han er mega social og elsker alle voksne, børn og hunde (og vores gård-kanin der virkelig ligner ham?haha) han bare en sjov lille én. Minder meget om en kat – han kan smyge sig ind de mærkeligste steder og hans forben laver virkelig katteagtige bevægelser. Han har bare en katteskikkelse på en eller anden måde. Derudover ser tv? Flere minutter af gangen. Så komisk. Han er den vildeste tryghedsnarkoman. Vil helst ligge oven på vores hoveder hele tiden, hvis han kunne. Sover allerbedst inde i en armhule og er generelt meget putteglad, hvilket er helt fantastisk. En levende lille bamse! Men det betyder så også, at han ikke er god til at være alene. Vi træner det i små etaper, men han kan ikke være alene mere end 20 minutter endnu. Håber det bliver bedre, så længe vi bare bliver ved med at træne det. Nogen hundemennesker derude der har erfaringer med det? 😀

Jeg kan allerede nu på ingen måde forestille mig, at han ikke skal være her. Hver dag bliver det mere og mere naturligt at han bare er her, hvilket virkelig er dejligt! Vi begynder at fange hans rutiner og tyde hans små signaler. Vi lærer stadig nye ting om ham hver dag, og ved, at vi kun lige er begyndt, men jeg bekymrer mig SLET ikke på samme måde som jeg gjorde i den første uge.

Derudover er han begyndt at gå på arbejde. Eller, det vil sige han var med K på job både torsdag og fredag i sidste uge og det er gået rigtig godt indtil nu. Han er trods alt stadig kun 11 uger, så det giver mening at der gang i den hele tiden, men i fredags tog han sig næsten en times lur under bordet – det er altså et meget godt tegn. Når han kommer hjem er han HELT færdig, og sover i 3-4 timer, så der er vist noget om at det er hårdt at gå på arbejde 😉

Den første uge skulle jeg vende mig meget til, at man jo aldrig er alene længere. Han er der konstant – kigger op på en med sine søde små egernøjne og venter spændt på hvad der nu skal ske. Og den klaustrofobiske følelse jeg havde, havde jeg ikke taget med i mine beregninger 😀 Ikke nok med at det var en omvæltning for ham at komme hjem til os – var det også en omvæltning for mig, ikke at have ‘tid for mig selv’. Men allerede nu går det meget bedre, min hjerne har stille og roligt affundet sig med det.

Jeg har virkelig et had/kærlighedsforhold til ham. Lige så højt jeg elsker det lille kræ, lige så irriteret og sur bliver jeg på det. Det ene øjeblik farer han rundt, splitter en sutsko ad, tygger i sit pivedyr (der virkelig kan larme!) i 20 minutter i streg så man er ved at blive vanvittig – og det næste øjeblik falder han om og sover to timer uafbrudt. Og det er som om, at de pauser hvor han bare er helt væk, altid er med til at veje op for det “dårlige” eller hårde der jo også følger med.  I løbet af én dag, når jeg vitterligt at skifte i mellem at elske/hade ham 400 gange, men sådan er det bare 🙂

Han er renlig på den måde, at hvis vi er for langsomme til at komme ud, så gør han det indenfor. Men hvis vi husker at han skal ned hele tiden (det skal han virkelig) så går det rigtig godt. Han er god til at sove længe, og er generelt rigtig glad for at ligge i sengen og hygge sig. Og så skaber han bare så meget glæde hver dag. K og jeg er flere gange om dagen helt færdige af grin over et udtryk i hans ansigt eller noget andet skørt han finder på. Det store arbejde er virkelig det værd. Søde lille B.

Og så vil jeg slutteligt lige pointere, at tanken om at det bliver nemmere dag for dag er virkelig tiltalende 😀