Om at knytte et stærkt bånd & om savn og tuderi

Det er jo helt vanvittigt, så hurtigt man får knyttet et stærkt bånd, til sådan en lille hund. Hold da op. Jeg lærer mere og mere om ham hver dag, og føler stille og roligt at hans personlighed begynder at komme frem. Det er en syret – men dejlig proces, at være vidne til.

Til gengæld tror jeg aldrig i mit liv jeg har bekymret mig så meget, som jeg har gjort den sidste uge! Har han spist nok? Er han utryg? Skal han tisse nu? Har han fået for mange godbidder? Hvorfor piver han? Hvorfor vil han ikke ligge i sin kurv? Hvorfor vil han KUN ligge i sin kurv? Hvad laver han? Hvor er han overhoved henne? Osv. osv. osv.

Hvilket er lidt tosset, for grundlæggende går det jo super godt med ham, jeg burde virkelig slappe mere af og sige til mig selv at alt er fint 🙂

Men kombinationen af, at være alene med ham OG have en eksamensopgave hængene over hovedet, gør mig ikke til det mest spændene menneske lige for tiden. Jeg er virkelig i mit eget hoved – går rundt i nattøj og ingen makeup hele dagen og prøver mest bare at få os begge til at overleve. Eller ej okay. Der satte jeg måske det hele lidt på spidsen, men jeg mangler virkelig K til at fortælle mig at det hele nok skal gå, og at jeg liiiige skal chille lidt ned.

Han kommer hjem igen i overmorgen, og jeg glæder mig helt afsindigt meget. Både fordi jeg har savnet ham af h… til, men også fordi at anskaffelsen af lille B jo er et fællesprojekt – ikke et enmandsprojekt, som det har været den sidste uges tid. Vi har hele tiden været klar over, at jeg skulle være alene med ham den første uge, så det har intet med K at gøre, men derfor må man jo gerne se frem til at han returnere til den lille hule igen 🙂 At man kun skal ud med B 4 gange i stedet for 8 gange i løbet af en dag, og at man skiftes til at tage natteturen bliver noget så skønt! Men også bare så jeg igen har en, at dele alle de ovenstående bekymringer med. Det tror jeg letter lidt på det hele.

Jeg havde glædet mig til at ‘teste mig selv’ i forhold til at sætte mine egne behov i baggrunden, og kun fokusere på den lille hvalp – der jo på mange punkter minder om en baby det første lange stykke tid. Men jeg må indrømme, at jeg har sværere ved det, end jeg troede.

Dagen går så stærkt, det er simpelthen et fuldtidsjob 😀 Når han har spist, leget eller sovet skal han ud og tisse = hele tiden. Når han så ikke leger, men er vågen, skal man nå at træne ham i at sitte, dække, gi pote osv (altså det behøver man ikke, men det vil jeg gerne) man skal lære ham hvad han må og hvad han ikke må, han skal børstes igennem (hver dag mens han er hvalp!) og sidst men ikke mindst skal han trænes i at være alene hjemme. Og når han sover ca. halvdelen af dagen væk, så har vi altså travlt når han så er vågen kan i godt se, ik’? 😀

Det er hårdt ikke at sove om natten, ikke at kunne tage et langt bad eller ordne makeup i den tid det nu tager. Men det er kun en periode, og det bliver nemmere og nemmere for hver dag der går. Det er bare en længere proces, end jeg lige havde troet.

Og helt ærligt, så har jeg også tudet flere gange over situationen, men det har ikke haft så meget med B at gøre – det er mere blandingen af eksamenstress og at være alene med et så stort ansvar. I morges brød min verden sammen, fordi jeg startede morgenen ud med, at B havde gylpet/kastet noget vand-agtigt-noget op i sengen, og at jeg så bagefter tabte skraldespanden ned af trappen, så gammel youghurt og jeg ved ikke hvad var alle vegne satte lige prikken over i’et. Så ramlede det bare og jeg tudede derud af.

Så satte jeg mig i sofaen og havde ondt af mig selv en halv times tid, og så pludselig vente det og jeg fik modet tilbage igen. Og når jeg skriver det her lige nu, kan jeg heller ikke lade være med at grine lidt af hele situationen. Hvordan skal det ikke gå mig, når jeg en dag for et barn, åh gud 😀

Det bliver bare rart at få den eksamen ud af hovedet (torsdag kl. 12!) og så holde 2,5 uges fortjent ferie – hvor jeg kun skal fokusere på B, og på at hygge mig og have det godt. Halleluja!

Jeg håber ikke i synes jeg lyder ynkelig og svag, men når man ikke sover om natten og man samtidig skal præstere noget om dagen, så bliver man altså lidt bims. Jeg beundrer virkelig alle forældre og deres evne til at klare hverdagen, trods ingen søvn og masser af børn! Well done!

Kl. 13 kommer min søster og ser efter den lille pelsklump et par timer, mens jeg finder mig et stille spot, drikker en kop kaffe og får onduleret den opgave!