Et følsomt emne

Jeg har længe tænkt på at ville skrive det her indlæg, men ikke rigtig vidst hvordan jeg  skulle formulere mig. Det er jo et lidt ømt punkt på mange måder, men nu prøver jeg 🙂

Det handler nemlig om, at jeg sommetider godt kan føle, at jeg er et andet sted i livet end mange af mine jævnaldrende. Sommetider føler jeg, at jeg er sprunget et trin eller to højere op på den traditionelle livs-rangstige, og at mine omgivelser måske ikke er lige så langt. Og med jævnaldrene og omgivelser hentyder jeg ikke nødvendigvis til mine veninder, men også om folk jeg generelt møder, eller snakker med, om emnet.

K og jeg flyttede sammen efter vi havde været kærester i ét år. Nu har vi været sammen i to år, boet sammen ét år og er stadig fuldt overbeviste om, at vi skal dele resten af vores liv med hinanden. Han er 26 og jeg er 22.

Men i mange af mine jævnaldrendes øjne, er det helt vandvittigt. Hvordan kan man, specielt set fra min side af, være så afklaret omkring det? “Du er kun 22!”

Og det kan bare godt irritere mig lidt. Som om det ikke er okay, at jeg – helt oprigtigt, og helt nede i maven – ved, at det jeg gør er rigtigt. Jeg elsker tanken om, at være “bundet” til noget, til nogen. For mig er det den bedste følelse i verden og noget der gør mig tryg og rolig.

Jeg er fuldstændig klar over, at det er det mest individuelle nogensinde, og noget der kan være svært at diskutere. Men ofte bliver det ‘hurtigere’ acceptabelt, hvis man siger at man lige vil have klaret alle de ting der handler om EN SELV, før man begynder at få en familie/flytte sammen med nogen osv. osv. Og det giver fuldt ud mening for mig. Jeg har det bare på en helt anden måde.

Og når jeg nærmest hører folk gispe og sukke når jeg fortæller dem at jeg måske gerne vil have børn inden for de næste 2-4 år (som jo til den tid ikke er vildt tidligt længere) så kan jeg godt blive sådan lidt “come on!”

Hvorfor er det ikke okay, at jeg ‘allerede’ som 22-årig er afklaret omkring at jeg HAR haft min tid som single. Jeg har været en masse i byen, jeg har levet mit liv præcis som jeg har villet det. Jeg har rejst, jeg har gjort dumme ting. Der er intet i den forbindelse, der burde have været anderledes.

I manges øjne er det tidligt at flytte sammen med sin kæreste, når man ‘kun’ er 22. Og det kan godt frustrere mig, at jeg pga nogle bestemte samfundsnormer og forventinger til, hvordan mit liv skal bygges op, føler at det jeg gør så er mindre rigtigt?

De veninder jeg har, er meget forskellige. Jeg tror de repræsentere alt det gode – der er både nogle der minder meget om mig og hvordan mit liv ser ud, men også nogle der er et helt andet sted. Og jeg elsker det! Jeg synes man skal være sammen om, at gøre vidt forskellige ting. Støtte hinanden i de beslutninger man hver især tager, også selvom det i den andens øjne kan virke helt skørt og ligge langt fra en beslutning man måske selv ville have taget. Vi har nogle rigtig gode diskussioner i min venindegruppe, som altid sætter gang i en masse tanker efterfølgende – hvilket nok bunder i, at vi er en gruppe med mange forskellige meninger og synspunkter. Og vi ender altid med at slutte diskussionen ved at sige “?men alle er jo forskellige, så det er nok en smagssag” – eller andet i den dur, haha.

Jeg tror min pointe er, at ligeså vel som det kan være ‘svært’ at være singlen i gruppen, på den evige jagt efter kærligheden, ligeså vel kan det være svært, at være den der ‘er klar’ til nogle ting i livet, som de jævnaldrende på ingen måde kan relatere til. Eller som måske ligefrem bliver set ned på. Det kan godt gå mig på, da det udmønter i at jeg føler jeg skal ligge låg på hvordan jeg egentlig har det.

Det blev langt, og måske også sat lidt på spidsen. Men det er nu engang sådan jeg har det med det hele. Er det noget der giver mening for nogle af jer? Nogen der kan relatere til det jeg skriver, eller er det fuldstændig vulapyk? 🙂