Lidt om bekymring og tryghed

Da K og jeg, i anledningen af at have kaldt os kærester i præcis to år, sad på Bæst i tirsdags med en flaske (virkelig god!) rødvin og ventede på, at vores næste ret blev serveret, faldt snakken på det at føle sig tryg og det at bekymre sig.

Min opvækst har været utrolig tryg. Min mor prioriterede at arbejde på deltid da min søster og jeg var små, så vi har altid været vant til, at komme hjem til eftermiddagshygge, stort set hver dag. Men det resulterede så også i, at når vi en SJÆLDEN gang i mellem skulle være i institution til senere end kl. 16, blev vi ofte kede- og påvirkede af det. Det medførte også, at vi altid hellere ville være hjemme eller sammen med vores forældre, end at være i børnehave/fritidshjem osv.

Men i mine øjne kunne jeg ikke have haft en bedre barndom eller ønsket mig bedre forældre. Jeg ser utrolig meget op til hvor godt de har gjort det, med mig og min søster. Min mor er uddannet pædagog, og det har nok engang i mellem smittet lidt af på hendes opdragelse, men på en rigtig positiv måde.

Mine forældre har altid været helt utrolig nærværende, og levet efter mottoet, at så længe jeg gør det så godt jeg kan, så kan jeg ikke gøre det bedre. Det tror jeg er en rigtig god måde at anskue livet på.

Som barn og teenager har jeg aldrig været plaget af bekymringer. Jeg har altid bare taget en dag af gangen, og selv da jeg gik i gymnasiet bekymrede jeg mig ikke det mindste over hverken fremtid eller uddannelse – højst om hvad jeg mon skulle have på af tøj dagen efter 😀

Men med alderen er der altså fulgt nogle bekymringer med. Store som små. Og da vi sad der og kiggede hinanden i øjnene og var lykkelige over vores lille fejring af en stor dag, så gik det op for mig at jeg måske godt kan bekymre mig for meget.

Nogle gange er det godt, at K sætter en hånd i bordet og siger “stop så! Det er det mest ligegyldige i verden” – for selvom mine forældre altid har været kærlige, omsorgsfulde og tryghedskabene, så har der måske sommertider også fuldt nogen bekymringer med, som jeg nu kan nikke genkende til.

K og jeg snakkede om hvor vigtigt det er, at når vi engang på et tidspunkt sætter nogle børn i verden, ikke bekymre os om alting! Selvfølgelig skal der skabes en tryg og rolig hverdag, men det handler også om at kunne give barnet styrken til, at til at tro på sig selv og til at føle at det, det gør er det rigtige.

Fordi modsat, har K eksempelvis været under en opdragelse der opfordrede mere til selvstændighed – og det har måske også mundet ud i, at han flyttede hjemmefra som 18-årig og jeg først flyttede som 21-årig. Hvem ved 😀

Igen, for lige at slå det klart, så kunne jeg ikke drømme om en anderledes opvækst. Den har været fuldstændig som jeg kunne drømme om, fyldt med kærlighed og dejlige værdier. Men når jeg nogle gange lige skal sige til mig selv, at jeg GODT kan sove i min egen lejlighed selvom K ikke er hjemme, og at jeg IKKE behøver at køre hjem til mine forældre og sove, så tror jeg godt det kan handle om bekymring og tryghed.

Det blev en lang smøre! Nogle der kan følge mig i det her? 🙂