Morgentanker fra sofaen

Der er sket noget…

Jeg ved ikke præcist hvad der er sket, her i den lille hule på Vesterbro.

Men noget er der sket. K og jeg er blevet giga hundeskrukke. Som i, at vi ikke snakker om andet. Som i, at vi kigger på hvalpe, googler kenneler og “hvad skal du være klar over inden du får hund”, som i, at vi har udset os én, som vi vitterligt snakker om, som om den er vores. Med navn og det hele. Og nu har det stået på i lang tid, og i nat drømte jeg kun om hunde. Og i går, lige inden vi faldt i søvn sagde K: “vi skal have en lille hvalp”

HJÆLP! Hvad er der sket? Jeg har virkelig tænkt og tænkt og tænkt. Er det bare en overgang, eller mener vi det seriøst? Der er ikke nogen af os der siger nej, hvilket gør det endnu svære.

Mine forældre fik hund, efter mig og min søster var blevet voksne. Vi flyttede fra lejlighed til hus (ja lidt bagvendt) da jeg gik i 3.g, og mine forældre var fast besluttede på, at når vi fik mere plads skulle vi have en hund. Min søster og jeg var sådan lidt “tjaah okay”- ligeglade agtige, og gjorde meget ud af, at fortælle, at vi ikke gad gå med den.

Så fik vi den lillebittemussenusse hvalp. Som jo bare var så overdrevet lækker og alle vores hjerter smeltede. Men selvom den var megacute, var den også megabesværlig. Mine forældre lagde mange timer i den, og det var først efter den blev 1,5-2 år at den rigtig faldt til ro. Nu er den snart 4 år (stadig ung) men helt rolig om eftermiddagen og aftenen, hvis den altså får sine lufteture og bliver mentalt stimuleret i løbet af dagen. Og sådan er det jo hverdag, de næste i hvert fald 6-8 år endnu.

Men det har ændret mit syn på alle dyr, at få en hund. Jeg er så glad for den, og forstår på en helt ny måde, hvordan man kan knytte et stærkt bånd til et dyr.

Men jeg flyttede hjemmefra. Og har jo altid besøgt mine forældre meget, og ser stadig W meget. Og tænkte egentlig ikke videre over at skulle undvære ham i hverdagen. Men når K og jeg eksempelvis er med mine forældre i sommerhus, sover vi med ham oppe i sengen. K elsker virkelig den hund, næsten mere end jeg. Og når vi er derhjemme, så kysser og krammer og putter vi begge to med ham og ville ønske vi kunne tage ham med hjem.

Og alt det er jo meget fint. Alt det hyggelige, hvor man ikke er ansvarlige for mere end bare at ae den lidt bag øret.

Hvad med alle de ‘åndsvage’ ting der også følger med? Jeg nævner i flæng;
– den tisser på gulvet de første 6 uger man har den
– den vågner flere gange om natten
– den skal luftes 3 gange om dagen
– man kan ikke gå i byen, uden at have planlagt det nøje
– den kan ikke være alene mere end 6-8 timer om dagen (når den er voksen altså)
– alt skal generelt planlægges og tilrettelægges
– man vil konstant gå med dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme hos den.
– vi skal have den i hvert fald de næste 10 år. 10 år!!!

Gider man binde sig så meget? Det skal jo nok komme en dag, at vi binder os. Skal det absolut ske allerede nu? Men lige fortiden, er mit svar til ovenstående bare JA! Der er så meget der tæller for:
– vi er begge to meget mere hjemmemennesker, end udemennesker, og vi bruger begge to utrolig meget tid derhjemme hver dag, og jeg har flere dage om ugen hvor jeg læser hjemme.
– K vil kunne tage den med på job, de dage han sidder på kontoret (selvfølgelig nok ikke når han er på optagelser)
– vi vil ALTID have babysittere klar. Mine forældre vil elske det og er åbne for, at vi altid kan ‘sætte den af’ hos dem.
– vi er to om den.
– det vil være så dejligt altid at have en buddy når man kommer hjem, og vi er begge enige i, at det kun gør hele vores hjem endnu mere hyggeligt end det er i forvejen.
– vi er ikke bange for at ‘begrænse os’, da det virker mere naturligt end skræmmende lige pt. og vi har begge lyst til at prøve at tage det ansvar på os.

Det synes jeg virkelig er mange ting på pluslisten! Men så tænker jeg også på, om det måske bunder i at vi begynder lidt på det der ‘bygge redde’ noget, som et forstadie til børn, og at vi bare burde give det lidt tid og vente et år, så vi lige når at være os selv lidt længere tid. Men på den anden side, synes jeg heller ikke at det giver mening, for ligesom det kun har gjort godt for os at flytte sammen, ligeså vil det være godt for os at binde os på en anden og ny måde.

Der følger simpelthen så mange tanker og overvejelser med omkring det her! Det er meget større end man lige tænker, når man siger man vil have en hund. Og måske skal vi bare vente lidt, og se om det går over. Men hold da op hvor er vi bare game på det lige for tiden.

Nogle derude der selv har hund og er ung og kan få det til at fungere? 🙂 Eller nogen der måske kan komme med nogle flere ting der peger imod at få en hund?

12165662_10205922483434235_6471011_n 12170154_10205922483514237_1429935140_n 11997272_10205922483314232_798516681_n 12170435_10205922483354233_547271609_n

9

  • […] familiemedlem. There – I said it. Jeg havde vist også hentydet til det et par gange eller tre, men ja, nu er det officielt: d. 2. januar kører vi til Sønderjylland og henter en lillebitte 8 […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] snart to måneder siden skrev jeg et indlæg om, at der var sket noget i vores lille hule på […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] vuf” (som jeg førhen hadede, men nu er begyndt at synes er ret hyggeligt – gæt selv hvorfor) kørende i baggrunden. Værsgo at unfollowe, haha […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Efter det var klaret (forresten – hvad sker der for at det koster over 700 kroner at få fornyet sit pas?!?! Av min konto… Godt det kun er hver tiende år det skal gøres!) gik jeg hele vejen tilbage til Vbro, langs søerne. Og selvom vejret var ret trist, og det halvregnede hele vejen, så var det en rigtig rar tur. Jeg skal huske at gå noget mere. Endnu en god grund til at få en hund! […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Det tror jeg er vigtigt at holde fast i. De spontane ting, også selvom det er små ting. Også i forhold til hvis vi en dag skal have hund. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • vesterbrolivet

    Rart at høre det fra den anden side, og at i er glade for at i ikke gjorde det dengang. Vi må gerne have hund i lejligheden, hvilket jo bare gør det endnu ‘farligere’.
    Og ja, det er nemlig også sådan nogle tanker jeg går med: gør man det så så meget for sin egen skyld at man i virkeligheden overser hundens behov… Jeg tror at vores konklusion er, at vi tager den op igen efter jul. Vi har nemlig kigget lidt på et kuld der bliver født til januar, så hvis vi stadig er game om 2-3 måneder så må vi overveje det igen. Selvom der er laaaaaang tid til – jeg vil ha’ den NU 😀 Men det skal for gudsskyld (!) ikke være et forhastet køb med sådan en. Vi tænker videre og forestiller os det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • vesterbrolivet

    Det er lige præcis sådan noget jeg har lyst til at høre! Og en boston terrier lyder virkelig skøn! 🙂
    Lige pt læser jeg SÅ meget om at få hund, og forestiller mig ‘det værste’, så mon ikke det kun vil blive nemmere, hvis vi rent faktisk vælger at gøre det…
    Bor i i lejlighed og i såfald hvor stor er den og på hvilken etage? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • For nogle år siden stod vi med præcis samme tanker. Vi var sååå hundeskrukke, men vores andelsbolig tillod (heldigvis) ikke et hundekøb.

    Vi snakker tit om, hvor glade vi er for, at vi ikke fik en hund dengang – for ja som du selv siger, så ér det bare et kæmpe arbejde med sådan en. Ikke mindst når man også har en baby eller et lille barn man skal tage sig af.

    Vores plan er stadig at få en hund en dag. Men først når vores børn er store + når/hvis vi bor et sted hvor vi har en have, så hunden altid lige kan komme ud.

    Mine forældre har hund på 3 sal midt på Værnedamsvej. Det er sgu ikke helt optimalt for hverken hunden eller mine forældre. Hver gang de tager i sommerhus med hende, så lever hun fuldstændig op – og hun nyder, bare at kunne løbe frit rundt uden snor. Det kan man jo godt forstå.

    Så jeg stemmer nej, selvom jeg er sikker på, at det vil blive rigtig godt hvis I vælger at få en. Man kommer jo til at elske sådan et lille pus meget højt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Gør det. Min kæreste og jeg er hhv 24 og 25, begge kandidatstuderende og vi fik en lille Boston terrier for tre måneder siden.
    JA – det er hårdt om natten og træls med renlighedstræning, men plusserne opvejer SÅ meget det hårde.
    Når i i forvejen er hjemmemennesker bliver det kun mere hyggeligt og familie-agtigt og du får nok aldrig så meget tid til en hund som du har mens du er studerende.
    Jeg er virkelig blevet overrasket over hvor dejligt og nemt det er, især når man har gode babysittere til rådighed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Morgentanker fra sofaen