Der er sket noget…
Jeg ved ikke præcist hvad der er sket, her i den lille hule på Vesterbro.
Men noget er der sket. K og jeg er blevet giga hundeskrukke. Som i, at vi ikke snakker om andet. Som i, at vi kigger på hvalpe, googler kenneler og “hvad skal du være klar over inden du får hund”, som i, at vi har udset os én, som vi vitterligt snakker om, som om den er vores. Med navn og det hele. Og nu har det stået på i lang tid, og i nat drømte jeg kun om hunde. Og i går, lige inden vi faldt i søvn sagde K: “vi skal have en lille hvalp”
HJÆLP! Hvad er der sket? Jeg har virkelig tænkt og tænkt og tænkt. Er det bare en overgang, eller mener vi det seriøst? Der er ikke nogen af os der siger nej, hvilket gør det endnu svære.
Mine forældre fik hund, efter mig og min søster var blevet voksne. Vi flyttede fra lejlighed til hus (ja lidt bagvendt) da jeg gik i 3.g, og mine forældre var fast besluttede på, at når vi fik mere plads skulle vi have en hund. Min søster og jeg var sådan lidt “tjaah okay”- ligeglade agtige, og gjorde meget ud af, at fortælle, at vi ikke gad gå med den.
Så fik vi den lillebittemussenusse hvalp. Som jo bare var så overdrevet lækker og alle vores hjerter smeltede. Men selvom den var megacute, var den også megabesværlig. Mine forældre lagde mange timer i den, og det var først efter den blev 1,5-2 år at den rigtig faldt til ro. Nu er den snart 4 år (stadig ung) men helt rolig om eftermiddagen og aftenen, hvis den altså får sine lufteture og bliver mentalt stimuleret i løbet af dagen. Og sådan er det jo hverdag, de næste i hvert fald 6-8 år endnu.
Men det har ændret mit syn på alle dyr, at få en hund. Jeg er så glad for den, og forstår på en helt ny måde, hvordan man kan knytte et stærkt bånd til et dyr.
Men jeg flyttede hjemmefra. Og har jo altid besøgt mine forældre meget, og ser stadig W meget. Og tænkte egentlig ikke videre over at skulle undvære ham i hverdagen. Men når K og jeg eksempelvis er med mine forældre i sommerhus, sover vi med ham oppe i sengen. K elsker virkelig den hund, næsten mere end jeg. Og når vi er derhjemme, så kysser og krammer og putter vi begge to med ham og ville ønske vi kunne tage ham med hjem.
Og alt det er jo meget fint. Alt det hyggelige, hvor man ikke er ansvarlige for mere end bare at ae den lidt bag øret.
Hvad med alle de ‘åndsvage’ ting der også følger med? Jeg nævner i flæng;
– den tisser på gulvet de første 6 uger man har den
– den vågner flere gange om natten
– den skal luftes 3 gange om dagen
– man kan ikke gå i byen, uden at have planlagt det nøje
– den kan ikke være alene mere end 6-8 timer om dagen (når den er voksen altså)
– alt skal generelt planlægges og tilrettelægges
– man vil konstant gå med dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme hos den.
– vi skal have den i hvert fald de næste 10 år. 10 år!!!
Gider man binde sig så meget? Det skal jo nok komme en dag, at vi binder os. Skal det absolut ske allerede nu? Men lige fortiden, er mit svar til ovenstående bare JA! Der er så meget der tæller for:
– vi er begge to meget mere hjemmemennesker, end udemennesker, og vi bruger begge to utrolig meget tid derhjemme hver dag, og jeg har flere dage om ugen hvor jeg læser hjemme.
– K vil kunne tage den med på job, de dage han sidder på kontoret (selvfølgelig nok ikke når han er på optagelser)
– vi vil ALTID have babysittere klar. Mine forældre vil elske det og er åbne for, at vi altid kan ‘sætte den af’ hos dem.
– vi er to om den.
– det vil være så dejligt altid at have en buddy når man kommer hjem, og vi er begge enige i, at det kun gør hele vores hjem endnu mere hyggeligt end det er i forvejen.
– vi er ikke bange for at ‘begrænse os’, da det virker mere naturligt end skræmmende lige pt. og vi har begge lyst til at prøve at tage det ansvar på os.
Det synes jeg virkelig er mange ting på pluslisten! Men så tænker jeg også på, om det måske bunder i at vi begynder lidt på det der ‘bygge redde’ noget, som et forstadie til børn, og at vi bare burde give det lidt tid og vente et år, så vi lige når at være os selv lidt længere tid. Men på den anden side, synes jeg heller ikke at det giver mening, for ligesom det kun har gjort godt for os at flytte sammen, ligeså vil det være godt for os at binde os på en anden og ny måde.
Der følger simpelthen så mange tanker og overvejelser med omkring det her! Det er meget større end man lige tænker, når man siger man vil have en hund. Og måske skal vi bare vente lidt, og se om det går over. Men hold da op hvor er vi bare game på det lige for tiden.
Nogle derude der selv har hund og er ung og kan få det til at fungere? 🙂 Eller nogen der måske kan komme med nogle flere ting der peger imod at få en hund?
[…] familiemedlem. There – I said it. Jeg havde vist også hentydet til det et par gange eller tre, men ja, nu er det officielt: d. 2. januar kører vi til Sønderjylland og henter en lillebitte 8 […]