Biografture er det bedste!

Om at være danskstuderende // DEL 2

Som overskriften fortæller, kommer her anden del om, hvordan det er at være danskstuderende på Københavns Universitet. Første del handlede mest om tankerne inden valg af studiet. Denne del kommer til at handle om de første dage, konkret om fagene, og hvad man kan forvente. Sidste og tredje del kommer til at handle om tips til studiet og om hvad man kan bruge det til 🙂

Her kommer 2/3:

Introforløbet: efter de første nervepirrende dage med introgøgl, lege og øl kom den første skoledag. For mit vedkommende handlede det blot om to timer midt på dagen. Og dét, der er markant anderledes fra Gymnasiet af er, at underviserne ikke tager nogen som helst del i introdagene. Lige så snart man har undervisning, behandler underviserne eleverne som blot et nyt hold. Så det var lige på og hårdt – eller vi havde lige en hurtig navnerunde, det var det.

Mange studier tager på rustur som noget af det første, men på Dansk (ved ikke om det altid er sådan) kom rusturen først en månedstid senere. Det kunne jeg rigtig godt lide 🙂 Det var en sjov tur, som sådan nogle jo altid er; fyldt med lege, aktiviteter og masser af alkohol. Derefter startede studiet sådan for real, og det blev hurtig dagligdag.

Sådan helt grundlæggende, så har man, som det ser ud lige nu på danskstudiet, ca 12 skemalagte undervisnings/forelæsningstimer om ugen. Det hedder et fuldtidstudie, altså 37 timer om ugen, så det betyder altså, at det forventes at man bruger en del tid på det, udover det skemalagte. Tror dog ikke at nogen rent faktisk bruger 37 timer på det – med mindre det er op til en eksamen selfølgelig.

Holdtimer/forelæsninger: ud af de 12 skemalagte timer har man ca 4 timer der er forelæsninger. Så sidder man i et stort auditorie sammen med resten af årgangen og har fællesforelæsninger. De 8 resterende timer er holdtimer som man kender dem fra gymnasiet, hvor man sidder i en klasse og er omkring 30 personer samlet.

Fagene: Danskstudiet består af tre ‘dele’. En mediedel, en sprogdel og en litteraturdel. Mediedelen, også kaldet medieanalyse har man kun de første to semestre(1 år). Lige netop dette fag, synes jeg godt man kan sammenligne med den medieundervisning man kender fra dansk på gymnasiet. Her går man i dybden med forskellige medieteoretikere, og kobler dem sammen med konkrete medier; reklamer, socialemedier, spillefilm mm. I forhold til undervisningsmateriale, er det kun på mediedelen at der(indtil nu)har været litteratur på engelsk. I løbet af det første år, skal man igennem én mundtlig medie-eksamen og én skriftlig medie-eksamen. Mere om eksamen længere nede 🙂

Sprogdelen – som bare hedder Sprog, består ydereligere af 3 dele. Indtil nu har jeg primært haft om fonetik, tale&skrift, grammatik og tekstlingvistik. Næste semester skal jeg have om semantik, interaktionsanalyse og sprogteori. Eksamensformen på sprogdelen forløber sådan, at man på 1.semester løbende aflevere tre mindre afleveringer (ca tre sider) som alle skal bestås. På 2. semester skal man til én mundtlig eksamen. Det kommer jeg til!

Litteraturdelen, består også af flere forskellige dele. Indtil nu har jeg beskæftiget mig med Litteraturanalyse og Litteraturhistorie. Som fagenes navne også hentyder til, handler Litteraturanalyse om at tilegne sig nogle redskaber for at kunne lave en analyse af et stykke litteratur. Dette har været mit ynglingsfag indtil videre 🙂 Litteraturhistorie er ja – litteratur historie 😀 spændene, dog en anelse tørt. Samtidig fedt at få de forskellige perioder på plads – hvornår var det nu lige Kingo levede? Hvilke noget litteratur kender vi fra middelalderen og hvad med H.C.Andersen? For mit vedkommende, ikke det mest interessante fag, men nogen ting skal man bare igennem! Eksamensformen på litteraturdelen har indtil nu været den samme som på sprog: løbende aflevere tre mindre afleveringer, som alle skal bestås og på 2. semester én mundtlig eksamen.

De fag jeg har gennemgået nu, er dem jeg selv har været igennem. Det er hvad man kommer igennem på første år. De næste kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om endnu.

Hvordan er eksamen på Uni? Min allerførste eksamen var i Medieanalyse 1 tilbage i januar. Prøveformen bestod i, at man skulle opgive pensum (total fedt selv at måtte udvælge!!!) og så selvfølgelig have læst og sat sig grundigt ind i det hele. Herefter går man ind og trækker et enkelt spørgsmål eller to, har 20 min til at forberede og 20 min eksamination. Alle var selvfølgelig mega nervøse: eksamen på universitetet.. Ahh! Men det gik generelt godt på mit hold, og jeg synes både sensor og lærer var søde og det var behageligt. På den måde, minder det præcis som at gå til eksamen i gymnasiet. Nu har jeg været igennem tre mundtlige eksamener, som alle er bestået og jeg er meget tilfreds med det hele. Man skal ikke frygte det mere end man frygtede eksamenerne i gymnasiet 😀

Gode råd – og hvad med fremtiden? DEL 3 !

Alt jeg skriver om studiet er udelukkende baseret på mine egne erfaringer med- og holdninger til studiet. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Biografture er det bedste!