Tanker om at fylde år

Så gik der lige en uges tid, siden jeg sidst var inde og vende på Vesterolivet. Grunden skyldes mest af alt, at jeg har haft en del at se til. Her kan eksamenslæsning, Sverigetur, familiemiddag, og en masse andre småting nævnes.

Imorgen fylder jeg toogtyve. Det er min første fødselsdag (mit USA-ophold uderegnet) hvor jeg ikke vågner op derhjemme, så jeg er lidt nervøs.

I min familie har vi nemlig altid gået rigtig meget op i fødselsdage. Ikke forstået på den måde at vi har fået kæmpe, dyre gaver eller holdt store fester, nej mere i den forstand, at det er en speciel dag, der gerne må være lidt anderledes end alle de andre.

Dette er vi opvokset med, og for de fleste vil det måske pralle lidt af med alderen. Men for mig har det ligesom bare hængt ved.

Min fødselsdag skal være en dag, hvor jeg bliver og fejret og er i centrum. Det er jeg ikke bleg for at sige højt. Jeg forventer som sagt ikke at få en masse gaver – det er mere på det følelsesmæssige plan. Jeg forventer bare at være glad hele dagen og nyde at det er MIN dag. Nogen andre der kender til det, selvom de er blevet voksne? 🙂

K har det nemlig helt anderledes. Han er til en vis grad ligeglad med dagen, og ville have det fint med at arbejde 12 timer og så lige komme hjem til et tillykke og måske noget god mad. Og sådan er der sikkert mange voksne der har det?

Her jeg bare i total kontrast: jeg har overtalt K til at holde fri med mig hele dagen, så vi kan nyde en langsom morgen sammen, gå en lang tur og finde et lækkert sted at spise frokost og så senere handle ind og gøre klar til at der kommer gæster om aftnen.

Jeg tror det er meget individuelt hvordan man ser på fødselsdage. Men som min mor sagde for et par uger siden: “Hvis ikke netop dén dag betyder noget særligt, hvilken dag gør så?” 

Jeg synes man skal fejre det og nyde det! For lige så skræmmende som det hele er, lige så fantastisk er det også. Og jeg bliver ligeså stille mere og mere vendt med tanken om at jeg jo faktisk er ved at være voksen.